Ron “Bumblefoot” Thal: The
continued adventures
You started releasing songs to
the Rock Band Network in June. Doesn't it bug you that the
guitar playing doesn't really resemble reality at all? |
Ron "Bumblefoot" Thal: Eventyret fortsætter Mageligt til rette i sin sofa med en lille sort og hvid kat ved siden af sig begyndte Ron ivrigt at fortælle om genudgivelsen af sit debutalbum, "The Adventures Of Bumblefoot" (oprindeligt udsendt i 1995, genudgivet den 19. august), som denne gang inkluderer en række bonusnumre, som Ron i sin tid lavede til Sega-spillet, "Wild Woody", ligesom der også udgives en 200 sider lang instruktionsbog. Derudover fortæller Ron også om sit syn på Rock Band-spillet, som han har leveret numre til, såvel som sine bidrag til "Chinese Democracy", der langt om længe udkom i november 2008. Endelig giver han et indblik i sine musikalske præferencer – såsom hvem, der ville være at finde i hans drømme-line-up, samt hans yndlingsnumre med en lang række klassiske bands. Guns N' Roses kan som bekendt aldrig helt ryste sig fri af kontroversernes greb, og forud for den igangværende turné måtte bandet tage hånd om to Internet-baserede rygter: Dels ét, der hævdede, at Ron ikke længere var medlem af bandet, dels at turnéen var blevet aflyst. Sidstnævnte skyldtes, at Twitter-kontoen tilhørende Axl Rose var blevet hacket, hvilket førte til en annoncering – tilsyneladende direkte fra sangeren selv – der lød på, at samtlige 26 koncerter ikke ville finde sted. Begge dele var selvsagt usande, og turnéen kunne gå i gang som planlagt. Eller, næsten som planlagt – de to første koncerter på Reading- og Leeds-festivalerne blev indhyllet i problemer grundet uenigheder om, hvor sent bandet måtte spille, og den fjerde koncert i Dublin rummede en 25 minutter lang pause, fordi der blev kastet med ting på bandet. Som tilskuer til koncerten i Aalborg, der afsluttede den sidste Europa-turné den 14. juni i år, indledte jeg naturligt samtalen med at give Ron et par oprigtigt rosende ord med på vejen. Som det viste sig, var Ron særdeles glad for netop dén koncert: – Som jeg ser det, var det den bedste koncert, vi nogensinde har spillet! Der er nogen koncerter, hvor du bare ikke kan fornemme kontakten, og det føles som om, du ikke er tilstede, uanset hvad du gør. Det er den her manglende forbindelse mellem din hjerne, din krop og din sjæl! Men der var bare et eller andet over dén afsluttende koncert, vi spillede i Aalborg – det føltes som en perfekt fungerende maskine. Alt virkede solidt, og det føltes virkelig harmonisk. Det virkede som den perfekte koncert. Vi var så musikalsk forbundne, som vi nogensinde har været. Er der nogen særlige øjeblikke fra koncerten, du kan huske? – Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt endte nede på gulvet, og det tog mig lidt tid at komme op igen! Jeg kan huske, at jeg tænkte, "jeg er nødt til bare at sidde her lidt", og den øverste sikkerhedsansvarlige kom over og spurgte, om jeg var okay, og jeg gav ham bare to tommelfingre i vejret – "jeg får bare lige vejret!". Og når du har en 15 kilo tung double neck-guitar om halsen, så bliver man helt klart også lidt træt. Det er en by et godt stykke fra København, der som hovedstad naturligt nok er den by, som de fleste bands vælger at spille i. Som tilhører er det ofte ret nemt at fornemme, at publikum i de mindre byer er anderledes end dem i de større. Kan du fornemme det fra scenen? – Nogle gange er det vildere i en mindre by. Nogle gange er der mere gang i folk. Måske føles det som en større begivenhed, hvis det er en by, som de fleste bands ikke besøger. Det tror jeg gør en forskel. Føltes det sådan i Aalborg? – Publikum var i hvert fald fuldstændig fantastiske! De larmede igennem og overgav sig virkelig til musikken. Men det er svært at sige. Hvis jeg nu spillede i Aalborg og København lige efter hinanden kunne jeg sikkert give et bedre svar, men selv fra den erfaring, jeg har fra andre koncerter, kan jeg sige, at der helt klart er noget over at spille i mindre byer. Jeg har ikke noget imod større byer, og jeg vil ikke generalisere for meget, men det føles næsten mere personligt. Bestigningen af det personlige Mount Everest Hvorfor var det lige i år, at dit debutalbum skulle genudgives? – Fordi pladeselskabet endelig besluttede sig for det! Shrapnel Records ejer alle rettighederne til det album og det, der kom efter, "Hermit", så jeg kan ikke bare selv udgive det. Det er helt op til dem, hvad de vil gøre ved det, og efter jeg skiftede selskab i 1997, har de aldrig genoptrykt det, så ingen har kunnet få fat i det – med mindre de fandt det i en eller anden obskur butik eller på eBay. Men så kontaktede de mig sidste år og sagde, at de gerne ville genudgive det, og det gjorde mig pisseglad! Man vil jo gerne have at éns musik er tilgængelig for folk, så vi gik i gang med at arbejde på nyt artwork og på at få Sega-numrene med. Jeg læste, at det tog dig seks måneder at transkribere hele albummet til den 200 sider lange bog, der også bliver tilgængelig. Var det sværere, end du troede? – Det var sværere end at lave albummet! Bare for at gøre det, så besluttede jeg mig i 1997 for at tage hvert eneste guitarspor og optage dem over på bånd. Så lyttede jeg til et par sekunder ad gangen, mens jeg prøvede at komme i tanke om, hvordan jeg havde spillet det hele, og skrev det så ned og proppede det ind i softwaren. I år gik jeg dem så igennem igen – stillede dem pænt op og ordnede layoutet – og fik dem sat ind i PDF-filer, lavede artwork og så videre, og det tog endnu seks måneder. Så det var lidt af en bedrift. Det var mit personlige Mount Everest, som jeg besteg! Var du overrasket over nogen af kompositionerne, sådan i forhold til, hvordan du har udviklet dig som komponist? – Nej, ikke rigtigt. Da jeg gik tilbage og kiggede på alle de numre, så virkede det hele faktisk nogenlunde fornuftigt i mit forskruede sind. "Okay, jeg puttede den 9'er dér, så nummeret kunne gå dérhen", og "jeg forstår omtrent hvorfor jeg udvidede den 11'er, så der ville opstå følelsen af noget forestående" – det hele gav mening! Du donerer fem dollars for hvert solgt album til dissemineret sklerose-forskning. Hvorfor netop dén lidelse? – Det blev en personlig sag for mig, da en af mine nærmeste venner blev diagnosticeret – også i 1997, så det var lidt af et år. På det tidspunkt var han guitarist i et band, men han prioriterede helt anderledes efterfølgende og startede så en nonprofit-organisation, der skulle skaffe penge, som ville gå direkte til de laboratorier, der udfører forskningen. Alle blandt hans venner og familie meldte sig som frivillige, og vi har så lavet koncerter og diverse arrangementer, som kunne skaffe penge til formålet. Og alle arbejder gratis og sørger dermed at hver eneste cent går til forskning. Hans website er msrf.org. Desuden, for hver en ting, jeg sætter min autograf på – om det så er et foto eller en cd, så længe det er signeret – giver jeg også fem dollars. I hvilket omfang føler du dig forpligtet, som én, der har klaret sig ganske godt, til at give til velgørenhed? – Jeg har altid syntes, at hvis du har noget at give, så skader det ikke at give det. Det kræver meget lidt at gøre noget godt i denne verden, så hvis du kan – så gør det. Det højnede min opmærksomhed omkring sygdommen, da min ven blev diagnosticeret, og det er en skam, at det kræver oplevelser som den – men vi lever jo vores liv blandt alle de her ting, og vi kan ikke bare udvælge dem tilfældigt. Du begyndte at udgive sange via Rock Band-netværket i juni. Irriterer det dig ikke, at guitarspillet slet ikke minder om, hvordan det rigtigt føles at spille guitar? – Nej! Jeg kan godt lide det! For det handler ikke bare om at spille guitar – det handler om at føle en tilknytning til musikken. Det handler om at lære sange at kende, som de her unge mennesker aldrig ville høre ellers. Måske ikke via en analog guitar, men så en digital én. Og det giver dem jo den tilknytning og en lyst til at spille det rigtige instrument – og til at lave den musik, der indgår i spillene, frem for bare at spille den, som andre har lavet. Og måske tager jeg fejl, men inden året er omme, tror jeg, at den næste udgave af Rock Band, hvor man kan spille med rigtige instrumenter, vil være på gaden. Og det vil fuldstændig ændre alting – så får vi nogle vilde guitarister at se! Kan du spille dine egne sange på den sværeste sværhedsgrad? – Årh, nej, mand, jeg er pissedårlig! Jeg kommer fem sekunder ind i sangen, og så er jeg færdig! Ikke længere ham den nye Du blev medlem af Guns N' Roses blot et par år før udgivelsen af "Chinese Democracy", men du endte med at spille på alle sangene. I hvilket omfang tilføjede du nye ting, og i hvilket omfang genindspillede du noget eksisterende? – Jeg genindspillede ikke noget. Jeg har kun tilføjet mit eget. I studiet har de så besluttet sig for, hvad der skulle blive i nummeret, hvad der skulle skrottes, hvad der skulle blive højere og lavere – men alt jeg har indspillet har været mine egne ting, om det så har været rytmeguitar eller en solo. Gjorde du eller andre en særlig indsats for at sikre, at du medvirkede på alle numrene? – Vi brugte bare ret lang tid i studiet, hvor jeg blev ved med at spille og spille og spille – indtil vi løb tør for sange! Jeg har også indspillet spor på numre, der ikke er blevet udgivet. Altså, der er jo en ordentlig bunke materiale fra den periode, og jeg spillede på mere eller mindre det hele. Og så har de så besluttet sig for, hvad der skulle udgives, og jeg føler mig overbevist om, at der på et tidspunkt vil ske noget med noget af det. Men jeg håber på, at vi kan skrive noget nyt materiale med det eksisterende line-up og således komme med noget helt nyt. Du har femårs-jubilæum som medlem af bandet næste gang. Hvordan er det anderledes at være medlem af bandet nu, i forhold til da du lige var kommet med? – Ja, nu er jeg jo ikke ham den nye længere! I begyndelsen vidste de ikke hvad de skulle synes om mig, men jeg tror, de forstår mig nu. Det gode og det onde. Og det grusomme. Og det meget grusomme! Da jeg først kom med, er jeg sikker på, de tænkte, "hvem er den her fyr, som storken har efterladt på vores trappesten?". Tommy (Stinson, bassist, red.), der altid har været til punk, ved, at jeg voksede op med meget af den slags musik, og vi kommer godt overens på det plan. Richard (Fortus, guitarist, red.) og jeg jammer og snakker om gamle Yes-numre. Og den første sang, som både Richard og jeg lærte at spille, var "Rock N' Roll Hoochie Koo"! Vi e-mailer, snakker i telefon og sms'er alle sammen med hinanden, når vi er på hver vores side af kontinentet, og når vi er på den samme side, så hænger vi ud og jammer. Frank Ferrer (trommeslager, red.) kom forbi mit hus med sine trommer i sidste uge, og så jammede vi bare i et par timer, og ugen før tog vi over til Sebastian Bach og jammede. Hvordan har han det? – Rigtig godt! Han vil blive stærkt savnet på denne her turné. Han er fænomenal live. Han er så pissegod. Og alle, der har spillet med i hans band, har altid været fantastiske. Men vi har nogle gode bands med os denne gang, så det er fint nok... Men det ville have været rart også at have haft Sebastian. Hvordan ændrede stemningen sig i bandet efter udgivelsen af "Chinese Democracy"? – Jamen, det var jo ligesom at have vandret rundt i ørkenen i fyrre år og så endelig krydse grænsen! Det var kort derefter, at vi alle sammen mødtes tilbage i LA, hvor vi så begyndte at øve. På det punkt var Robin (Finck, tidligere guitarist, red.) jo ikke længere med i bandet, men vi er nok faktisk blevet tættere knyttet siden. Jeg har set ham hver gang, han har været forbi med Nine Inch Nails, og så har vi hængt lidt ud. DJ (Ashba, Fincks erstatning, red.) kom med, og vi brugte lang tid på virkelig at forberede os inden den næste turné. Vi arbejdede med perfekt at koordinere de forskellige guitarer, så vores lyd og gear ville komplementere hinanden. Vi sørgede for, at alle ville stå lydmæssigt frem uden at overdøve andre, så lydbilledet ikke ville blive for rodet. Og jeg må rose lydteknikerne, for de bærer en stor del af ansvaret. De skubber noget lidt frem og noget lidt tilbage og sørger for, at det hele lyder så godt, som det kan gøre. Fra Moskva til Athen via Seoul Hvad er din opfattelse af den måde, "Chinese Democracy" blev modtaget på? – Det er, som det er med alle albums – nogen vil elske det, nogen vil hade det, og nogen er aldeles ligeglade. Produktionsmæssigt kan man anskue det på to måder. Enten er det "The White Album", eller også er det "Pet Sounds" – et stort, personligt statement. Det er blevet produceret så meget, og det var et fint, skrøbeligt balancearbejde at få alt til at fremstå helt rigtigt. Som jeg ser det, er det mere en orkestrering. Det var ikke den typiske rå rock-optagelse, og jeg tror, det tog folk lidt tid at opfatte det, fordi mange forventede "Appetite II". Men med "Use Your Illusion"-pladerne var tingene allerede på vej i denne retning, og hvis du så tager alle de års kreative vækst og pludselig udgiver det her album, så vil det jo chokere nogen. Men nu, hvor folk kender albummet bedre, så kan jeg se, at de synger med på alle de nye numre. Og det er fedt. Jeg kan godt lide, at enkeltnumre skiller sig ud for folk. Som "Catcher In The Rye" i mit tilfælde. Der sker så mange ting, og det er et smukt nummer med en masse nydelige melodier i. Og apropos Yes, så er et af mine yndlingsalbums med dem "Going For The One", og slutningen af "Catcher In The Rye" minder mig meget om titelnummeret på det album. Nummeret bliver ved og ved og kommer tilbage og bygger noget mere op, og der er improvisation på det, og guitarerne og vokalerne danser næsten rundt med hinanden. Og det er pissefedt! Er Axl fan af Yes? – Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har aldrig spurgt ham. Jeg burde sende ham en sms: "Er du fan af Yes? Det er et ja-eller-nej-spørgsmål!" Chris Cornell has snakket om, at han synes, at albums først skulle anmeldes ti år efter deres udgivelse, fordi det er dér, de vil blive set i deres rette kontekst. Synes du, han har en pointe? – Ja, helt sikkert. Da "Chinese Democracy" udkom, havde det jo hele den her bagage med sig: "Det tog så lang tid at lave, og rygterne siger, at det var så dyrt at lave! Og de oprindelige medlemmer er ikke med længere!" Og det gør jo, at folk er forudindtagede, når de lytter og har alle de ting kørende inde i hovedet. Men hvis du giver det tid og ser tilbage på det, så er de ting jo ikke længere relevante, og så kan du anskue det for det, det er – et album, en samling sange – og så kan du vurdere det på ny. Så jeg tror, at jo længere tid, der går, jo mere vil folk værdsætte det album. Er der noget, som en anmelder har skrevet, der virkelig har irriteret dig? – Bare alt det sædvanlige. Alle vil gerne have, at deres holdning svarer til sandheden, så de udtrykker den gerne, som om den også er det. Og hvis det er, hvad de tror på, så er det jo sandheden for dem, men det betyder ikke, at det er sandheden for dig. Og så må man jo bare blive enige om, at man er uenige. Du har en stor Europa-turné i vente. Hvilke af de 26 koncerter ser du især frem til? – Dem alle sammen! Der er nogen, som jeg er særligt nysgerrige i forhold til, fordi jeg aldrig har været de givne steder. Serbien, Kroatien og Belfast. Og jeg elsker at være del af den første udgave af Guns N' Roses, der spiller et sted. Som for eksempel Seoul i Sydkorea. Og Moskva. Hvor har du været i verden, som har fået dig til at tænke, "lad mig blive her"? – Moskva. Jeg har været der en del gange efterhånden, og det føles mere og mere hjemligt og bliver sjovere og sjovere for hver gang, jeg vender tilbage. Og så er der Japan. Hvad er det for nogle ting, der har gjort de ture dertil så behagelige? – Øhm, nok ikke nogen, jeg bør nævne! Ofte er det bare mig og min kone, der besøger de steder, og det er vores fælles oplevelser, der er afgørende. Hun har besøgt mig så mange gange undervejs, når jeg har været på turné – London, Amsterdam, Tokyo, Sydney, Milan og Athen. Jeg elskede Athen! Jeg havde det virkelig rart dér. Det var bare en enkelt dag sidste år, da jeg var på turné med Lita Ford, og min kone kom og besøgte mig, og så brugte vi dagen på at vandre rundt i byen, og vi spiste aftensmad på en smuk tagrestaurant med udsigt over Akropolis. Det var helt klart en af den slags øjeblikke. En koncert med Mozart, Bonham og Dio Du har mange fans, som har været begejstrede for at møde dig. Hvilke kunstnere har du selv mødt, som har gjort dig allermest begejstret? – Fyrene fra Kiss. Jeg har mødt Paul Stanley og Ace Frehley et par gange, og det var virkelig fedt. Også dem fra Avenged Sevenfold og Dream Theater. Og Fozzy. De har alle sammen været en fornøjelse at hænge ud med. Men hvem har jeg mødt, hvor jeg virkelig var nødt til at styre mig? Hmm... Steven Tyler! Det var sidste år i Sturgis, og vi var begge to ved at se Toby Keith spille. Steven stod lige ved siden af mig, så jeg introducerede mig, og så snakkede vi lige ganske kort sammen. Han var en pisseflink fyr. Hvis du kunne spille en enkelt koncert med hvem som helst – levende eller døde – hvem skulle det så være? Og du må ikke nævne Guns N' Roses-medlemmer. – Så tror jeg, jeg ville få Amadeus til at spille tangenter. Han var sådan en skæg fyr, der altid spillede lidt smart. Det er i hvert fald sådan, han er blevet skildret. På trommer tror jeg, jeg vælger John Bonham. Udelukkende døde mennesker. På bas? Jaco Pastorius. Han var sindssyg – så pissegod. En af de personer, der inspirerede en hel generation af bassister. Og som sanger? Hmm, jeg tænker lige... For jeg vil jo også have John Lennon, Jimi Hendrix og Janis Joplin med. Det er ved at blive et kæmpestort band, det her! Men hvem ville være en god, død sanger? Nej, vent, jeg vælger en levende. Tony Harnell fra TNT. Og så dig selv på leadguitar, går jeg ud fra? – Nej, jeg har bare tænkt mig at sætte mig ned og betragte dem og sige, "jeg er ikke værdig!" Jeg vil slet ikke være med i bandet – jeg vil bare samle medlemmerne og så lytte til dem spille! Men nej, okay, så skal jeg nok være med – på guitar vel. Men jeg vil nok bruge mere tid på at lytte end at spille. Hvor skulle I spille henne? – I dødsriget velsagtens, siden de alle sammen er døde! Men, hey, vent! Fuck! Dio!! Tony er nok nødt til at blive eksluderet, for jeg er jo ved at råbe "bring out your dead!", og så vil han nok sige, "jeg er ikke død endnu! Jeg har det fint!" (som i "Monty Python And The Holy Grail", red.). Så Dio på vokal i stedet for. Og så skulle vi sgu spille hjemme i min stue hver eneste aften. Nej, okay, så spiller vi i The Garden. Madison Square Garden, New York City. Det er ligesom at være hjemme. Hvilken sang kan du bare ikke få ud af hovedet for tiden? – Okay, det her vil du nok grine af, og det vil være totalt uventet. Det er en sang, der hedder "Bat Macumba" af Os Mutantes fra deres selvbetitlede album, som udkom i 1968. Det er det her brasilianske, psykedeliske rockband, som er meget "Cream møder Beatles i deres psykedeliske periode", og jeg dén sang på hjernen. Nok fordi jeg hørte det album otte gange i træk. Den lyder sådan her: (spiller guitar og synger) "Bat macumba, ê ê, bat macumba, oba, bat macumba, ê ê, bat macumba, oba..." Sådan dér, igen og igen. Den har jeg haft på hjernen i godt og vel et par uger nu. Hvad lytter du til, som du skammer dig allermest over? – Jeg ved ikke, om jeg skammer mig over noget. Jeg er stolt over at sige, at jeg synes, at Bee Gees er pissefantastiske sangskrivere og sangere. Hvorfor tænkte du lige på dem? – Jeg begyndte bare at liste bands fra A, og jeg ville ikke sige ABBA, så jeg nåede til B, og så blev det til Bee Gees! Men lad os tilføje ting til den liste: Dusty Springfield, "You Don't Have To Say You Love Me". Og "Misty Blue" af Engelbert Humperdinck. "With These Hands" af Tom Jones. Men det her er sange, som jeg på ingen måde skammer mig over, at jeg godt kan lide. Faktisk er jeg ret stolt over at dele de her oplysninger. Men de færreste mennesker vil næppe synes, det er specielt sejt. Hvad er din yndlingsvits? – Åh manner. Jeg prøver på at formulere den, jeg har i hovedet. Hmm... "Hvor mange e-mails skal man besvare, før folk tror på, at turnéen ikke er aflyst? Tusind!" Twitter-gate! Og der gik jo også rygter om, at jeg var på vej ud af bandet, hvilket heller ikke er sandt. Jeg er her stadig. Rygterne vedrørende min død er stærkt overdrevne! Nå, men min yndlingsvits? "I'm a tee-pee, I'm a wig-wam, I'm a tee-pee, I'm a wig-wam! Relax, you're two tents!" (Uoversætteligt ordspil på "too tense", red.) Og jeg så et billede af to snemænd ved siden af hinanden, hvor den ene siger til den anden, "kan du også lugte gulerødder?" De er så åndssvage. Og så er der jo de beskidte. "What's the best thing about fucking twenty(-)four-year-olds? There's twenty of them!" Men den er for grusom. Rons yndlingssange Her til sidst vil jeg nævne en bunke bands, og så fortæller du mig din yndlingssang med dem – er det okay? – Bestemt. Men det kan godt være, det tager mig lidt tid at komme i tanke om én. Led Zeppelin? – Jøsses, det var en svær én. Jeg er kæmpestor Zeppelin-fan, og jeg elsker hver eneste sang! Den første, jeg kommer I tanke om er "Friends". The Beach Boys? – "God Only Knows". Kender du den? (begynder at spille den på guitar og synge med) Nu kan jeg ikke stoppe igen! (når til den formindskede sekst) Det er dén, der gør det! Det er dén akkord, som går lige i hjertet på mig og gør sangen til min yndlings! Det er ligesom i "What It Takes" med Aerosmith! Så det er din yndlingssang med Aerosmith? – Nej, det er "Nobody's Fault". Den, og så "S.O.S. (Too Bad)". The Beatles? – Jamen, for fanden da. Hver eneste sang, de nogensinde har rørt ved. Men jeg vælger "Strawberry Fields Forever." Pink Floyd? – Endnu en svær én! Men jeg tror, jeg vælger "Shine On You Crazy Diamond". Blondie? – Blondie! Fedt! "Parallel Lines" var et af de første albums, jeg nogensinde ejede. "Dreaming" er en fantastisk sang, men lad mig tænke over det. Det er ikke det disko-agtige halløj som "Call Me" eller "Heart Of Glass". "11:59" er en god sang.... "Sunday Girl"... Men ved du hvad, lige nu vælger jeg bare "Dreaming", for det var den første, jeg kom i tanke om. Nirvana? – "Verse Chorus Verse". Black Sabbath? – Det første nummer, jeg tænkte på, var "Fairies Wear Boots". Men der er så mange pissegode sange. The Rolling Stones? – "Gimme Shelter". Metallica? – For mig var "Master Of Puppets"-albummet topmålet af fabelagtighed, og "Disposable Heroes" er en af mine favoritter. Men der er en million gamle Metallica-sange, som jeg virkelig elsker. "Creeping Death". Men det er svært. Der er visse bands, som kan spille hvilken som helst sang til deres koncerter, og uanset hvad vil det få dig til at udbryde "jaaah!". Men jeg vælger en af de to, jeg nævnte, eller måske ligefrem "Battery". Bon Jovi? – Bon Jovi?! Åh, pis, lad mig tænke lidt. Fuck. Jeg er nok nødt til at vælge den oplagte, "Living On A Prayer". Men jeg får tæsk på grund af det her! "Han vil hellere være med i Bon Jovi!!" Soundgarden? – Hver eneste sang, de nogensinde har lavet, fra "fuck you"-sangen ("Big Dumb Sex", som Guns N' Roses indspillede og udgav på "The Spaghetti Incident?" i 1993 som outro til "Buick Makane", et T. Rex-covernummer, red.) og hele vejen frem til nu. Men jeg tror, jeg vælger "The Day I Tried To Live". The Jesus And Mary Chain? – Pis, det ved jeg ikke. Hvad kan du anbefale? "Darklands"-albummet. – Jeg kender dem ikke så godt. Jeg er nødt til at tjekke dem ud. Oasis? – (begynder at spille "Don't Look Back In Anger" og "Wonderwall") Det bliver nok "Wonderwall". Jeg ved godt, det er et lidt usselt valg, fordi det er det er så nemt at vælge den, men det er en pissegod sang. Og så elsker jeg celloer! Johnny Cash? – "A Boy Named Sue"! Den er god. Og jeg elskede hans covernumre. "Rusty Cage"! (Et Soundgarden-nummer, red.) Sex Pistols? – "Who Killed Bambi?". Kiss? – Den er lidt tricky, for deres musik voksede jeg jo op med. "100,000 Years". Men igen, jeg kunne nævne halvtreds sange! Guns N' Roses før du kom med i bandet? – Så vælger jeg "Don't Cry". Og så din yndlingssang fra "Chinese Democracy"? – Jeg vælger "Shackler's Revenge". Men nu har jeg Kiss-sange kørende i hovedet. (begynder at spille og synge "Let Me Know") Og så til sidst, så går de over i hele det her jam-stykke! (spiller videre) Og det var så fedt! Hvilken fantastisk måde at runde af på! Shit, mand! |
Originally posted at: http://gaffa.dk/artikel/42698